Socialsproglig dårlig samvittighed?

Var på café med en veninde forleden dag. Kom til at tale (snakke!) om hvilke ord, der er 'rigtige' og 'forkerte' at bruge. Vi er begge, på hver vores facon, igennem livet blevet irettesat i forhold til rigtigt sprogbrug. Hun af en tidligere kollega, ung men med et noget ældre og stift forhold til det korrekte danske sprog. Jeg af min far (ja, sorry far!), der ofte havde svært ved at holde fokus på hvad jeg sagde, men mere på hvordan jeg sagde det. Noget der mildt sagt har irriteret mig og måske har udviklet en form for sproganarkisme. Hvor tit har jeg ikke hørt; "Det hedder ikke 'mig og Charlotte', det hedder 'Charlotte og jeg'" midt i en, fra mit synspunkt, spændende fortælling om, hvordan vi var cyklet ind til byen og mødt en ældre dame, der ikke havde den fjerneste idé om, hvor hun var og som forøvrigt havde fortalt noget virkeligt spændende...! Nu skal det nævnes, at jeg aldrig har haft problemer med at formulere mig, har altid haft godt styr på sproget (men måske ikke min generthed som barn) og har altid haft en naturlig nysgerrighed for det danske sprog. Jeg har endog uddannet mig til talepædagog og mærker endelig, at jeg befinder mig på den rette hylde! Derfor skulle jeg måske også være det danske sprogs vogter eller advokat og være interesseret i at bevare vores fine sprog som det er. Og det vil jeg også. Men noget nager mig. Måske er det den føromtalte sproganarkisme, der brutalt maser sit fæle ansigt frem af skyggen? For hvad er det vi ønsker at bevare? Ord og ordstillinger, der for rigtig mange mennesker ikke falder os naturligt? Lever vi ikke i en verden, hvor sproget udvikler sig i samme takt som alt andet? Og måske er det i grunden naivt at tro, at sproget kan bevares som det er. Ældre mennesker i dag taler jo heller ikke som man gjorde i 1930'erne og mine forfædre ville højst sandsynligt græde store, våde og tunge tårer, hvis de vidste, hvordan vi taler i år 2011. Der er én ting til, der nager mig; menneskers trang til at rette på andre menneskers sprog, både i den familiære sfære og i medier som tv og aviser. Jeg gør det faktisk selv. Overbeviser mig selv om, at sålænge jeg gør det med et smil, er det okay og kæresten bliver somme tider kærligt moppet, fordi han siger de forkerte ord eller udtaler et ord lidt sjovt. Men hvad tænker jeg egentlig på? Sådan at dømme, hvordan han bruger sit sprog. Vi er vel alle frie til at bruge sproget som vi vil, ingen regler for, hvordan vi SKAL bruge det. Måske et ønskværdigt sprogbrug fra flertallets side og potentielt dårlige karakterer i skolen, hvis grammatik og ordforråd ikke spiller, men ellers står det vel frit for? I min verden ville jeg glædes, hvis vi alle blev lidt mere interesseret i hvad andre mennesker fortæller frem for hvordan de gør det; indhold frem for form. Og helst langt færre sprogdommere end vi har nu. Hvorom alting er, vi sidder på den har café, veninden og jeg(!) og bliver enige om, at vi næsten har en socialsproglig dårlig samvittighed fordi vi VED GODT, at det ikke hedder 'snakkede' (det er jo kun måger(?) der snakker...), men det er altså bare det ord vores munde har lyst til at producere, ordet bliver sagt og langt inde og måske lidt ubevidst (eller FOR bevidst) i vores sind sidder den her lille bitte skolelærer, far, kollega eller hvem som helst og stikker med en lille spids nål og hvisker: "DET HEDDER IKKE 'SNAKKEDE', DET HEDDER 'TALTE'! Godt ord igen :-)